Bordtennis

AF Sorø resultater ved DM Ungdom 2016

AF Sorø Bordtennisklub har i weekenden haft 2 ungdomsspillere med til DM. Det var drengespilleren Anders M. Pedersen og Juniorspilleren Asger Lorenzen.

Drengerækken blev startet i puljer, hvor nr. 1 ville gå videre til cup-turneringen med knock-out kampe til følge.

Anders M. Pedersen fra AF Sorø Bordtennis kom i sin pulje op imod Matias Larsen fra Søhøjlandet BTK. En meget tæt kamp, som dog blev afgjort i 3 sæt med 8/11, 9/11 og 9/11.

I hans anden kamp spillede Anders imod Noah T. Hvid fra OB Bordtennis, som også var tæt, trods afgjort i 3 sæt med 8/11, 7/11 og 10/12.

Anders virkede lidt nervøs og fik ikke altid taget den rigtige beslutning, men det er jo som bekendt meget nemmere at se på sidelinjen, end når man er under pres ved selve bordet. Det skal også siges, at det er få, som får lov til at stille op til DM og det i sig selv er flot at være kvalificeret hertil. Vi fik i glimt set bordtennis på et meget højt niveau. Det var ikke realistisk at vinde DM, men håbet at komme videre fra puljen. Det blev Matias Larsen fra Søhøjlandet, som gik videre til cup-turneringen.

I Junior rækken deltog Asger Lorenzen fra AF Sorø Bordtennis, både i single, double og mixdouble.

Her blev alle kampe fra start afviklet som cup-turnering. Eller med andre ord som knock-out kampe. I Asgers første single kamp spille han imod Andreas Fehrn fra Københavns BTK. En meget tæt kamp, hvor modstanderen desværre havde flest heldige kant- og netbolde. 4 sæt blev det til med 14/12, 8/11, 9/11 og 3/11. Ikke så dårligt at være med i dette selskab allerede som 1. års juniorspiller, hvor hans modstander her var 3. og sidsteårs juniorspiller.

I Mixdouble spillede Asger sammen med Emmelie Mogensen fra Knudsker. De var sammen oppe imod Marius Dam fra Viby og Line Tækker Tarbensen fra Esbjerg. Kampen blev tabt i 4 sæt med 8/11, 11/8, 5/11 og 9/11

I Double spillede Asger sammen med Mikkel Johansen fra Horsens. De spillede imod Simon Kyhn og Kasper Andersen fra Ribe BTK. En kamp de tabte i 4 sæt med 9/11, 8/11, 11/6 og 5/11

Mon ikke vi får DM deltagelse at se igen til næste år. Det tror vi selv på.

Relaterede indlæg